Supervision til autorisation på eksistentielt grundlag

2 deltagere i 40 timer, så forløbet opfylder kravet om 40 timers gruppe- og ekstern supervision ifht. autorisation

Vi mødes 10 gange af 4 timers varighed. De endelige datoer aftaler vi sammen

Supervisor: Line Neustrup, cand.psych.aut. Specialist og supervisor i klinisk psykologi

Supervisionen foregår i min klinik på Mejlgade i Aarhus. Er I to psykologer fra samme arbejdsplads, er det en mulighed, at det foregår hos jer.

Eksistentiel og fænomenologisk teori

Formålet i den eksistentielle terapi er, overordnet set, at forstå klientens livsverden og at undersøge og beskrive, hvordan klienten møder sine livsvilkår og de udfordringer og dilemmaer, der opstår, når vi lever livet.

I den eksistentielle samtale er der en grundlæggende ligeværdighed. Psykologen og klienten befinder sig begge midt i livet med de udfordringer og dilemmaer det medfører, men i terapien, er det klientens livsverden der undersøges.
For at kunne dette, må psykologen bla. kunne sætte sine egne forforståelser til side og evne at beskrive, fremfor at tolke og analysere. Her anvendes den fænomenologiske metode, som introduceres i supervisionsforløbet.

I et eksistentielt terapiforløb, kan psykologen efter en grundig beskrivelse af klientens livsverden, træde frem “som den anden” og tilbyde sine perspektiver på klientens udfordringer. Dette aspekt udfoldes også i supervisionsforløbet.

I supervisionen kaster vi lys over klientens livsverden, men mindst lige så meget over terapeutens. Hvordan er det at sidde med en given klient og hvad kommer på spil af terapeutens egne livstemaer. Du får derfor mulighed for at undersøge din egen livsverden og -temaer i relation til dit klientarbejde. Og altid i en nænsom og undersøgende atmosfære.

Mange psykologer oplever, at den eksistentielle tilgang beriger deres perspektiv, uanset deres teoretiske ståsted og arbejdsfelt.

Pris: 24.000 kr. pr. person, som kan betales i to rater.